Ørslev Idrætsforening

Ørslev Idrætsforening stiftedes d. 15. maj 1917. Dette navn er dog af nyere dato, da der ved grundlæggelsen alene var tale om en skytteforening, der blev navngivet "Ørslev og Omegns Salong-skytteforening". Ifølge vedtægterne kunne enhver, der var fyldt 16 år, blive medlem. Bestyrelsen skulle bestå af fem medlemmer, to revisorer og to suppleanter. Bestyrelsen valgte selv formand og kasserer blandt bestyrelsens medlemmer, som valgtes for to år ad gangen. To medlemmer af bestyrelsen skulle dog allerede – ved lodtrækning - afgå ved generalforsamlingen i april 1918 for at undgå, at hele bestyrelsen gik af på én gang.


I den første bestyrelse ind-valgtes murer Ottar Nielsen, Farendløse (formand), vognmand Kristian Magleby, Ørslev (kasserer), urmager P. Nielsen, Ørslev, forvalter Frits Nielsen, Prøvegaarden v/Nordrup og bestyrer Frands Rasmussen, Ørslev Overdrev.

Det første år havde foreningen 49 medlemmer og kontingentet var på kr. 1,00 årligt. Regnskabet for 1917 viser, at der var indtægter for kr. 214,70 og udgifter for kr. 267,02, altså et underskud på kr. 52,32.


Bestyrelsesmøder og general-forsamlinger blev fortrinsvis holdt på Ørslev Nykro, også kaldet hotellet. Kroen var blevet opført lidt uden for byen, overfor Ørslev Station, som var hovedstation på Køge-Ringsted jernbanen, der indviedes samme år.

Udover foreningens normale aktiviteter såsom kapskydning, præmieskydning, 5 skudskydning, 3 skudskydning osv., afholdtes ofte gevinst-keglespil på keglebanen ved kroen og der blev arrangeret baller, andespil og senere maskerader og dilettant-forestillinger.

Der havde dog eksisteret skytteforening i Ørslev før 1917. I 1861 var De Danske Skytte-foreninger blevet dannet efter engelsk forbillede og d. 19. november 1863 havde handels-bestyrer Fr. F. Klausen en annonce i Ringsted Folketidende fortællende, at han "af Ørslev Sogneforstanderskab i forening med skrivelse fra Indenrigs-ministeriet var blevet opfordret til at fremme en skytteforening af den i sognet samt de omkring-liggende sognes våbenføre ungdom". Alle interesserede blev indbudt til at møde hos bager Møller i Ørslev d. 26. november 1863. Om skytteforeningen virkelig blev dannet vides desværre ikke.


Efter nederlaget til Østrig-Preussen i 1864 og tabet af Sønderjylland skød der for alvor skytteforeninger op rundt om i landet. Nationalfølelsen var stor og det var tanken om revanche, der var målet for skyttesagen. Det første sikre tegn på en skytteforening i Ørslev er fra 1902. I Venstres Folkeblad kunne d. 30. september læses, at Sorø Amts 44. skyttekreds (Ørslev) havde haft kap- og præmieskydning. Præmierne blev uddelt af formand Hans Chr. Andersen, Ørslev.


Gymnastikforeningerne, der var et produkt af højskolebevægelsen, fik aldrig rigtig fat i beboerne i Ørslev. En gymnastikforening blev dog oprettet d. 24. november 1904 og bestod i en del år. Smedemester Niels Jacobsen var dens første formand. Der ind-meldtes 50 deltagere. En gymnastikforening vides oprettet i december 1913, men yderligere oplysninger herom savnes. En ny forening stiftedes d. 9. november 1922 med gmd. Hans Thomsen, Højgaard, som formand. Gymnastikforeningen nævnes igen i 1925.

De ældste regnskaber, der er bevaret fra Ørslev Idrætsforening er fra 1932 og omfatter da gymnastik, fodbold og håndbold. Det må derfor formodes, at Idrætsforeningen er startet mellem 1925 og 1932.
Den ældst bevarede forhandlingsprotokol fra Ørslev Idrætsforening er fra 1946. Medlems-kontingentet var da kr. 1,50 for ugifte og kr. 2,00 for gifte. Spiller-kontingentet for børn kr. 1,00, for damer kr. 2,00 og for herrer kr. 3,00. Idrætsforeningens bestyrelses-møder holdtes hos bestyrelses-medlemmerne og i forsamlings-huset.


I 1949 sammenlagdes skytte-foreningen og idrætsforeningen under navnet "Ørslev Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforening” og Ørslev Idrætsforening regnes derfor at være stiftet d. 15. maj 1917. Senere blev skytte-afdelingen nedlagt og navnet ændret til det noget enklere ”Ørslev Idrætsforening”. Foreningens sidste salonriffel blev solgt i 1977 for kr. 200,00.

Foreningens husstandsomdelte blad ”Stafetten” udkom første gang i foråret 1974 og har siden 1998 været en del af ”Ørslev-Nyt”. ”Stafetten” har haft 3 redak-tører: Svend Erik Larsen, Bent Christiansen og Annette Christensen. Ørslev Idræts-forenings klublogo tegnedes af Grethe Henriksen i midten af 1970’erne.


I 1975 sendtes en ansøgning til kommunen med ønsket om en ud-videlse af sportspladsen, da en ny fodboldbane var hårdt til-trængt. Kommunen købte i 1976-77 af gdr. Refsgaard et stykke jord, hvor der blev anlagt en ny fodboldbane og atletik-faciliteter. Det nye anlæg blev indviet i juni 1980. Ønsket om klublokaler havde længe været fremstående og kommunen stillede i 1975 lokalet ovenpå den gamle førstelærerbolig til rådighed under den betingelse at foreningen selv stod for istandsættelse og indretning. Dette ville dog være blevet en bekostelig affære, hvorfor bestyrelsen takkede nej. I stedet fik man lov til at bruge et lokale på skolen. Lokalet blev taget i brug i 1978, men opfyldte ikke behovet, så i 1980 begyndte man at undersøge mulighederne for opførelse af et klubhus. Ved hjælp af tilskud fra kommunen, penge fra tipsmidlerne og frivillig arbejdskraft kunne bygmester Christen Olsen påbegynde byggeriet i 1981. Klubhuset blev indviet d. 10. juni 1982 i forbindelse med årets sommerfest.

I 1979 vedtog byrådet at der skulle opføres en ny sportshal i kommunens sydlige del. Trods store anstrengelser fra Ørslevs side endte det med at hallen kom til at ligge i Nordrup. Hallen blev taget i brug i 1983 og Ørslev Idrætsforening har siden da benyttet den til håndbold, badminton og indendørs fodbold, aktiviteter der inden da fandt sted i Ringsted.

Ørslev Idrætsforening kan i dag tilbyde sine ca. 250 medlemmer sportsaktiviteter indenfor fodbold, håndbold, badminton, gymnastik, power walking, ældreidræt og floorball. Turneringsholdene indenfor håndbold og badminton stiller op under navnet NFØ, som er et samarbejde mellem Nordrup-Farendløse og Ørslev Idrætsforeninger.

 
Gymnastikhold
Ca. 1905-06

Gymnastikhold ved forsamlingshuset.

1925
Faneplade

1. faneplade - Kapskydningen i Ørslev - 30.8.1925

Klubhuset
2002

Idrætsforeningens klubhus set fra øst.

Ole Jacob Nielsen - Ørslev Stationsvej 37 - 4100 Ringsted
Lav din egen hjemmeside med mono.net